Hvilke ord er de første som det lille barn siger?

Måske det er: “mor”, “far”, eller “mad”?
Et enkelt ord som barnet hører rigtig ofte, og som barnet derfor gentager som en lille papegøje kan være: ”Nej”.
Da jeg var ung og hørte hvordan forældres ord smittede af på de små, så undrede jeg mig over at de unge forældre ville lære deres små poder at sige “Bab-bab” som noget af det første, eller “Nej”.

Måske det er sådan, at mange børn lærer ordet “nej”, længe før de lærer at sige ordet” ja”,
fordi de oftere hører et “Nej”. Hver gang barnet piller ved noget det ikke må(og de gør det jo fordi de skal lære), så hører de måske “Nej” eller “bab”. Nåe-ja så bliver barnet hurtigt eminent dygtig til at sige – præcist de ord.

Alligevel er de fleste af os vokset op med at sige ja,
når vi virkelig ønsker at sige nej.

Den umiddelbarhed vi er født med har vi i gennem vores opvækst fået skadet af – burde:
’man bør’
’man gør’
– måske vi har fået at vide, ‘du er jo en stor pige/stor dreng’
og ‘store drenge græder ikke’, eller ‘store piger opfører sig ikke sådan’
Sådan gør man sådan gør man ikke.

Når forældre fortæller barnet dette i en formanende tone
efterfulgt af kravet til barnet om at opføre sig , for ellers er man ikke sød.
Altså vil vi gerne være søde ! For når vi er søde så kan andre godt li’ os! Ellers ikke.

Så lige siden vi var små har vi lært at sige – ja

Spørg dig selv: Er du bange for, at et nej vil få andre til at tænke dårligt om dig,
eller antyde, at du fralægger dig ansvar?

Måske vi siger ja, fordi vi ser os selv som uundværlig, eller vi tror at andre ikke kan gøre det rigtigt.

Men hvad vi må indse er, at når vi siger ja til én ting, betyder det oftest at sige nej til noget andet.
Rigtig ofte lander det nej, præcis på den plads, hvor vi egentlig skulle passe på os selv!

Ja…

Når vi gør det igen og igen, siger ja – så strækker vi os længere end hvad er sundt for os.
Når vi gør mere end vi kan overkomme, pådutter vi os selv forventninger og dermed stress. Vi får ikke udført opgaver tilfredsstillende for hverken os selv eller andre, og vi ender op med selvbebrejdelser, utilfredshed, ubehag, dårligt humør.
Og så står vi der og har for lidt tid, eller alt – alt for travlt.
Vi får en bemærkning klemt ud mellem sidebenene, måske oven i købet i en bebrejdende tone, inden vi mærker udmattelsen.

For mange år siden, kunne jeg læse i en udtalelse fra min arbejdsgiver: “Hun siger aldrig nej” – jeg vidste det ikke selv før end jeg læste det på papiret. Jeg kunne mærke det sved helt ind i min sjæl, og da jeg fik sat ord på den sviden blev de til: den søde pige der altid sagde ja til alle, men nej til sig selv.

Da sandheden gik op for mig, at jeg selv bar ansvaret for at sige ja til mig, fik det mig til at stille en masse spørgsmål til mig. Der begyndte at ske ting og sager når jeg efterfølgende svarede på mine egne spørgsmål.

For – hvor ofte er det lige at et ja – egentlig begrænser én i at lære, og i at udvikle sig?
Hvor ofte har jeg et valg?
Hvem og hvad siger jeg ja til, og hvem/hvad siger jeg nej til?
Skylder jeg ikke både mig selv og alle andre at være ærlig, så mit ja og mit nej kommer fra hjertet?

Det kærlige nej er ægte – Det nødtvungne ja – er falsk!

Kunsten at sige ja – er at mene ja – og være sit ja. Altså med fuld ærlighed.

Det gør du efter du har spurgt dig selv: Hvad siger jeg nej til, med mit ja?
Føles det rigtig, også at at sige nej til det andet?

Det er et ansvar ikke mange af os har lært at tage – at være tro overfor sig selv.
Det er en viden ikke mange af os fik med hjemmefra – at når et nej i virkeligheden er det bedste for én selv, så er det også det bedste for andre.

Så hvis du tror du siger ja til mere end du behøver, så spørg dig selv først, hvad siger du nej til?

Sig ja til dig selv
Og tilhører man den generation der så børnefjernsyn i sort/hvid og husker “Sonja fra Saxogade” er der helt sikkert genkendelse i en lille piges ‘jaa-jaa-jaa-jaa’
eller som vi vil sige det i dag: ‘Jeg siger godt nok ja, men det er under protest, for jeg mener fa’me – NEJ’.

Hav det rart 🙂