Der snakkes meget om dyrevelfærd
men at at udøve den – hvad indebærer det  – af risici?

For lige pludselig skal vi jo til at se ned i egen “andegård”, og hvordan går det lige, dér?

Vi elsker at snakke om alt det der er “for galt” og “for dårligt” og det er guf til vores forargelse at vise i TV når nogen er brudt ind hos en minkavler og har lavet afslørende billeder af de arme dyr.

På den anden side, er det da ikke for nemt, bare at sidde der på en sofaside og blive enige om, hvor skrækkeligt det er for dyrene, indespærret, kummerlige forhold, eller slet ingen forhold (hvem husker ikke mediernes fokus på burhøns, tremmekalve og skuldersår hos grise). Forhold som fodring, social adfærd når vi aldrig til, vi ser blot de åbne sår.

Bliver vi vænnet til de blodige billeder på TV?
Bliver vi immune? Eller, skynder vi os i stedet at komme med en udtalelse om de arme mennesker der sulter rundt i verden, at det er værre med menneskerne, sagt mest som overspringshandling, fordi vi ikke ønsker at tale dyrevelfærd?

Kommer det for tæt på – fordi det hænger sammen med egne madvaner, samfundsøkonomi eller fordi vi har en onkel Jens der er svinebonde?

Kan vi overhovedet tillade os at komme med kritik, uden også at feje for egen dør, eller trænger vi netop til at få fejet – der er bare ingen som gider at svinge kosten?

Er vi trætte af at høre på dyrevelfærdssnak fra vegetarer og veganere, der kan forekomme helt hellige?

Eller prikker disse ikke-kødspisere, i virkeligheden til vores egen samvittighed, fordi deres holdning ikke er helt så hysterisk endda?
Når disse mennesker ligefrem handler på en holdning og idealisme, så er de vel på én gang skræmmende og omgivet med en vis ærefrygt, og det kan godt provokere os lidt, eller hva’?
Prikker til det vores egen følelse af at være slap og vattet?

Mere diskussion om dyrevelfærd
Bør Dyrevelfærd udspringe fra konkrete velfærdsprincipper, hvilket betyder en stillingtagen, ikke kun til holdninger, men også konsekvenser?

Konsekvenser for både dyr, natur og for menneske
Tør vi åbne for “pandoras æske” eller risikerer vi selv at fremtræde som stivnakkede og fyldt med fejl?

Vores grænser går forskellige steder, alt efter hvem vi er. Men ofte kan høres en bred enighed om at vi skal behandle dyr ordentligt. Desværre drukner mangt en diskussion, når man skifter spor og sammenligner dyr med mennesker:”Jamen vi skal jo huske det er bare et dyr”.

Hvad handler diskussionen om – miljø og CO2 udslip, vores følelser, vores behov, vores vaner, eller noget helt andet?

Hvordan diskuterer vi det enkelte dyr og dets berettigelse til at leve – Hvordan er det lige vores egen målestok for dyrevelfærd ser ud?

Med udgangspunkt i den danske dyreværnslov skal vi vel stadig se kritisk på formuleringen af mindstekravene – er de gode nok eller er de for slatne?
Når vi taler og diskuterer, så ser vi det altid fra vores egen vinkel (men kom over på min side af hegnet så ser du skyggesiderne meget mere klart).

Vores herre-skab og magt gør at vi kan bestemme over dyrene
Vi bestemmer at dyr skal indordne sig, tilpasses i avlen til vores behov, dresseres og lystre, kort sagt fratages så meget af deres naturlige adfærd som muligt. Og når dyrene så slår sig i tøjret, så siger vi “dyret har en underlig adfærd”.
Sådan noget vås – vi har ikke forstået en pind! Dyrene opfører sig som de nødt til fordi vi har valgt at lukke øjnene for deres naturlige behov.
Selv forsøgsdyr, og dyr der anvendes i forskning(mht adfærd) er placeret i menneske-opsatte rammer, langt fra dyrets naturlige liv.

I en gammeldags zoologisk have
hvor dyrene havde små bitte burer, kunne man se en gepard vandre 3 meter frem, 3 meter tilbage om og om og om, et helt liv i gennem. Da jeg var barn og spurgte mine forældre hvorfor den gjorde sådan, fik jeg at vide -at den ikke havde det godt i så lille et bur, og var blevet gjort syg af indespærring.

Et andet stede  stod en bjørn og vævede fra side til side. Man havde fundet på at lære den kunster, så publikum kunne lokke den til at danse nede i grotten, det var enkelt bare at lade som om der var en godbid i hånden, og så bare dreje den i en cirkel, så dansede bjørnen. Hurra hvor var det sjovt! For os. Når vi gik videre, stod den der tilbage igen og vævede…

Som årene er gået, er det blevet almindeligt kendt at dyrs unaturlige adfærd afspejlede deres unaturlige forhold. At vi mennesker havde frataget dyrene muligheden for at leve i et naturligt miljø. Så et dyrs væven er menneskets fortjeneste.
Det gælder også hesten i en hestestald. Når en hest bider, er det menneskets fortjeneste, når en hund bider, kan vi vende os mod ejeren, eller den som går til den og bliver bidt. Når en fugl plukker sig, når mink har sår, når soen får alt for mange smågrise, når grisene bider halerne af hinanden, når de får liggesår, får dårlig mave…og vi kan blive ved sådan…

Vores diskussion har ændret indhold, nu diskuterer vi ikke længere grunden til gepardens vandring, bjørnens dans eller væven, nu enes vi om at dyrene har så og så meget plads og det betyder bedre velfærd. Men er det godt nok, eller kan vi blíve klogere på dyrene?

Blot til eftertanke …
England har i 1979 tilgodeset dyrene med disse
fem frihedsprincipper:

1. Frihed fra tørst – sult og fejlernæring

2. Frihed fra ubehag forårsaget af omgivelserne

3. Frihed fra smerte skade og sygdom

4. Frihed til at udtrykke artens normale opførsel

5. Frihed fra frygt og lidelse