Det værste

De største glæder og den værste beslutning

Lige siden jeg var barn har hunden været min ven og en del af hverdagen. Men når hunden bliver gammel og ikke orker livet mere, er det tid at sige farvel til den.

Efterhånden har jeg sagt farvel til nogen hunde, først i mit barndomshjem så i mit ungdomsliv og i mit voksne liv. Det forstætter, så længe jeg vil have hund må jeg også tage beslutningen og må sige:

Farvel du min gode firebenede ven

Jeg har én gang prøvet at være uden hund, men blot i en kort periode. Det skulle være en pause fra hund, og skulle give luft og frihed til at rejse, feste og alt det andet. Det er jo altid et spørgsmål om at få ‘sittere’ til pasning, men GODE plejefamilier hænger altså ikke på træerne.
Det var nemt imens mine forældre levede, de ville rigtigt gerne og de var gode til det, hundene havde det fantastisk hos dem når jeg rejste ud.

Tomt uden hund

Men uden hund er hverdagen underlig. Stille, dødt, ingen der er glade for at se mig når jeg går ind, ingen der har savnet mig. Jeg kan godt forstå at husdyr i videnskabens øjne får større stjerner med tiden. Det er livgivende, livsbekræftende, og man skal nødvendigvis have en portion empati for at hunden trives og er glad. Hunden giver, og giver og vi får så meget af et venskab med en hund.

At være uden hund ønsker jeg ikke, jeg elsker at have min hund

Vi forstår hinanden, vi leger sammen, griner sammen og græder sammen. Vi går lange ture.
Vi øver små og store øvelser; apporterer, løber, hopper, dækker, sitter, bider, slipper, rusker, gemmer, graver, bader, klatrer, kører, rejser, sidder tæt, ligger sammen, krammer, tumler, nusser, slås, spiller fodbold, og sjov bold, kaster pind, fanger hinanden og nyder hinandens selskab.
Og hunden forstår rigtigt mange af de ord vi siger. Dens repertoire af forståede menneske ord er jo en perlerække. Så når vi snakker i en laaang sætning og der pludselig er ét ord hunden genkender, så reagere den på det, og vi  må, ligesom når de små børn begynder at forstå hvad vi siger,  slå  over i engelsk, tysk, fransk,eller  italiensk for at skjule noget for de små ører 🙂 og hundeører. Den feedback vi får fra hunden, giver os mulighed for at kigge indad og blive opmærksom på hvad vi gør. Fantastiske hunde…

Det hører med

Men beslutningen skal tages en dag, hunden går måske og skranter, har fået gigt, har smerter eller der noget andet i vejen.
Man skal beslutte sig for at dens liv skal ende og hvornår det skal ende. Man kan sagtens trække det i langdrag og se sin hund blive plaget af smerter for eksempel, eller den bliver så syg at den dør af sig selv. Måske ganske pinefuldt.

Pludseligt

Et venskab kan ende brat en tidlig morgen, en sen aften, hvor hunden har voldsomt ondt og der ikke er noget at stille op. Den har så ondt den ikke rejser sig eller, pludselig bliver dårlig med feber, den kaster op, måske den  bliver kørt ihjel af en bil…eller andet. Og en dyrlæge kan ikke gøre den rask igen.

Heldigvis har vi ret og pligt når det er dyret

Med en hund har vi ret til et bestemme over dens liv, og hvornår det ender. Men vi har også en pligt, en pligt til ikke at byde hunden at lide, at have ondt.

Vi er hurtige til at sige;
der er også bedre end…
-altså vi finder undskyldninger for os selv.
Åh jeg skal lige nå det her med hunden inden…
-det er rendyrket egoisme.

Aktiv dødshjælp

Vi har hverken ret eller pligt når det er vores nærmeste, når det er mennesker vi holder af må vi ikke hjælpe dem, på vej i døden fri for unødig smerte og lidelse.

Jeg tænker med gru tilbage på de mennesker jeg gerne ville have kunnet hjælpe. Heldigvis kan jeg hjælpe mine hunde, og mine heste og katte, hvis det pludseligt bliver nødvendigt og når det er tid at sige farvel.

Med empati og den kærlighed vi har haft til hinanden i den tid vi var tæt forbundet og knyttet til hinanden er det både min ret og min pligt.

Enhver hund er den bedste, og det er altid sværest lige nu
– at sige farvel.

Det er svært at tale med sin hund imens den skal dø, men man kan gøre det inden, en dag eller flere dage før. Man kan øve sig  i at sige farvel og tak til sin hund, man skal give sig lov at sørge bagefter, og mindes tiden sammen.
At tage beslutningen kan være rigtig svær, at ringe til dyrlægen kan være tungt og det kan næsten være umuligt at køre turen til dyrlægen.

Dyrlægen

Min dyrlæge er så sød at komme hjem til mig, når jeg skal have aflivet et dyr. Også i weekenden. Uanset om det er hest, kat eller hund.
Er det halv- eller helt akut, ja så kommer hun, fordi jeg gerne vil have hendes ro. Der skal ikke stå en fremmed dyrlæge der måske er lidt stresset eller har travlt, som jeg skal forholde mig til og forklare over for.

Mig

Jeg vil være nærværende i dyrets sidste minutter det skylder jeg den, uanset om det er hund, kat eller hest, at være dens bedste ven også nu, så den ikke bliver urolig eller bange.
Det er klart, at hvis det er voldsomt og akut, kan det være nødvendigt med indlæggelse først, eller en fremmed dyrlæge. Så er det igen mit ansvar at huske jeg kender dyret bedst, dyrlægen er fagperson og skal servicere mit dyr bedst muligt. Det kan dyrlægen kun hvis jeg kan levere fakta. Okay nogle dyrlæger er sikkert ikke gode til at lytte efter, derfor skal vi være der som ejer. For dyrest skyld. Ikke sidde og græde, flæbe eller vræle over det sørgelige som skal ske. Gem det til hunde ER død!

Allerhelst vil jeg gøre det som er bedst  for dyret

Fordi jeg ønsker at i dyrets sidste timer må den være hvor den er mest tryg, altså her hvor den har levet og boet, imens dens familie er hos den. Akkurat ligesom med menneske.

Hverken dyr eller mennesker bør dø alene
Vi er i sidste ende bare små væsener der alle der har brug for tryghed, omsorg og nærhed.

 

– mange års venskab er ved at være slut…og jeg må sige farvel

Til min hund:
“Kære lille hund, du har været fantastisk, jeg har elsket dig og vil altid huske vores tid sammen. Du har bragt mig så meget glæde i gennem mange år. Og jeg ville ønske jeg kunne skrue på tiden, og gøre dig ung og frisk igen. Jeg er blevet et gladere, mere humoristisk, positivt og et bedre menneske når jeg har været sammen med dig, tak.

Jeg siger farvel, med en klump i halsen, jeg kan se i dine øjne, og tror du forstår. Og jeg ved når du har taget dit sidste åndedrag, så græder jeg en syndflod i flere dage, fordi jeg vil savne dig usigeligt meget. Du er den bedste hund i verden og jeg skylder dig så meget mere end jeg kan nå at give dig.
Men jeg kan give dig fred, imens du føler dig tryg sammen med mig. Dine sidste timer og minutter er rolige, kun os to, og du kan nyde mine sidste kærtegn, imens jeg holder om dig, og er hos dig som vi plejer. Imens et lille prik gør dig træt, og afslappet, og du mister følelsen, indtil du ikke mere hører min stemme… Hav det nu rigtig rart.

Billedet herunder er Nanok, min ven gennem 13 år
Lindholdt_Nanok