En specialist krydsede min vej

Man slynger om sig med mærkelige vendinger derude.
Mennesker i almindelighed udbryder “åh det er ham autisten, eller ham der adhd’eren”...

Disse mærkelige mennesker

I min praksis møder jeg også mennesker med kendetegn og træk fra autisme og adhd. Jeg ser på dem ikke som værende autist og adhd’er, men som mennesker med særlige træk, og en anden synlig adfærd, særlige evner, med de særlige udfordringer der følger med at skulle leve i en meget sammensat verden og samfund.
Så når jeg hører mennesker omtale andre mennesker som en diagnose, tænker jeg – ja du ved ikke bedre!

Hun gjorde sjovt med sin krop

Engang for år tilbage på vej i toget, sad jeg fordybet i en bog om hjerneprocesser, den var god og jeg var virkelig fordybet. Indtil en kvinde overfor mig bukkede sig helt frem og læste på bagsiden af min bog. Jeg var kravlet op på sædet med benene i skrædderstilling og sad rigtig godt, om en god times tid var jeg hjemme, jeg kunne lige nå et par meget interessante kapitler.
Kvinden tiltrak sig min opmærksomhed ved et bukke sig længere ned, helt ned under bogen, hvor hun kiggede opad, hun kunne noget med sin krop der blev på sædet og strakte sig ud samtidig med hun  drejede nakken underligt. Jeg blev SÅ forstyrret af de underlige bevægelser og mit blik fangede hendes blik, over øverste bog kant. Hun smilede skævt og hendes læber bevægede sig. Hmnnn tænkte jeg hvad mon hun har problemer med, og trak mine plotter ud af ørerne for at høre hvad der kom frem fra hendes læber. Hun holdt sin position, det så fuldkommen tosset ud, og jeg var lige ved at sprutte af grin, men holdt mig, det transformerede sig dog i et let klukkende smil til hende.

Læser du om hjernen?

Læser du om hvordan hjernen fungerer, spurgte hun. Ja, det gør jeg.
Hun fortsatte: Ja han skriver godt, ikke? Hun famlede ved sin taske, rodede med en flok tabletter, hun fik listet noget i munden, skyllede ned med vand, smilede videre, lige et øjeblik, jeg skal lige… det er min medicin.
Nåe, hun ville bare snakke, tænkte jeg. Troede der var noget galt og at hun behøvede hjælp. Men nej tak sagde hun da jeg tilbød min hjælp, det er fint.
Lige her kunne jeg regne ud at jeg var færdig med at læse, ærgerligt nok. Jeg lukkede bogen og smilede lidt anstrengt. Jo det gør han – svarede jeg, det er meget relevant, svarede jeg høfligt.

Ved du noget?

Hvad er din interesse i hjernen, spurgte kvinden. Jeg studerer psykologi, neuropsykologi lige for tiden. Jamen så ved du en masse om ADHD, konstaterede hun. Nej ikke just meget, jeg ved en del, men…

Samtale

Så var vi i gang, hun spurgte, jeg svarede, og jeg spurgte hun svarede. I løbet af bare fem minutter var vi inde på et spor der var interessant, hun som vidende person der levede med ADHD, jeg som nysgerrig terapeut der gerne vil vide mere.
Hun som et leksikon der hele sit liv havde gået i terapi, fået medicin ja hun var ekspert i eget liv.
I den næste time fik jeg en lektion på helt tætteste hold om diagnosen ADHD, af denne oplyste kvinde der forklarede om, hvad det betød for hende som enlig mor til to, at have ADHD, at blive genstand for forskning. At rejse frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland som deltager i projekt, til samtaler og interviews, at jonglere en skemalagt hverdag for tre. Pictogrammer er mit liv sagde hun, fordi hun oveni mor-rollen, håndterede hverdagen for sine børn der havde samme diagnose. Vi talte om medicin og om hendes erfaringer, også som deltager i videnskabeligt forsknings projekt.

Respekt

Ja, sagde hun, da toget stoppede ved min endestation, jeg er jo en af de der mærkelige mennesker, man snakker om. Men dejligt at tale med sådan én som dig, sådan helt normalt sagde hun. Sagt med det bredeste smil, jag lagde mærke til det smukke tandsæt hun viste i smilet, det pyntede alt sammen på det trætte udtryk i hendes øjne, og grå teint og den lille skrøbeligt udseende krop. Jeg havde dyb respekt for hende.
Tak og selv tak lød i skyndingen, da vi gav et knus til hinanden – jeg hastede ud af toget, hun vinkede og jeg vinkede tilbage, i fuld fart hen af perronen – sendte jeg hende endnu en tak. Toget rullede ud af perronen, tak, for meget snak nåede vi dog på en time, på dette tilfældige møde.

Værdifuldt

Det havde bestemt været det hele værd, at lægge bogen i skødet og i stedet tale om hjernen, og nogle af dens gåder. Lytte til en ekspert !
Jeg er endnu uforstående når andre uvidende, stempler med en diagnose.

Hav det rart 🙂