Min hund en brugshund

I viften af brugshunde finder man brugshunde alle mulige steder

  • Der er toptrænede hunde der virker som tjeneste hund for politi, forsvar, redningstjeneste, som narkohunde, med mere..
  • Der er trænede brugshunde som deltager i konkurrencer i takt med, de og deres fører bliver dygtigere. Der er hunde som anvendes på jagt.
  • Der er hunde som hjælper handikappede mennesker, mest kendt er vel førerhunden som hjælper en blind person i dagligdagen, som servicehund. Mennesker med andre handikaps kan også have stor glæde af en servicehund.
  • Og så er der de hunde som også er en slags brugshunde, den nyeste form for brugshunde, der går frivilligt på arbejde, nemlig besøgshunden.
    Besøgshunden der kommer med ud til ældre på plejehjem, fordi man ved det har gavnlig effekt for den ældres humør. Men almindeligvis tænker man på politiet når man siger brugshund.

Den rette støbning

Alle brugshunde skal være af en bestemt støbning, have et bestemt sind, udvalgt til det de nu forventes at blive anvendt til. Dermed ikke sagt de skal være ens, men hundenes forskellighed i evner og sind udvælges de forskellige racer til formålet.
Hunden trænes og opdrages fra tidligt. Allerede når den er 8 uger gammel og den flytter hjemmefra sin mor og familie, da har den lært rigtig meget – men DER, lige der når den flytter ud til sut nye hjem starter prægningen af den lille hvalp. Læs mere under hundeliv.

Valg af race

Vælger man en hunderace der er mere driftig, frisk og livlig må der være en årsag til det.
For mit eget vedkommende er jeg vokset op med små hunde i mit barndomshjem, min mor var hunde-frisør og vi havde flere hunde som kæledyr. Fra jeg var 6-7 år hjalp  jeg dagligt som hjælper og assistent, når rigtigt mange puddelhunde skulle vaskes, tørres klippes med mere. Sure hunde, glade hunde, bange hunde, små mini pudler og store kongepudler.

Jeg har som lille pige været med på trænings pladsen med hundene, og lært at gå lydighed sammen med min egen lille hund. Det var sjovt vi havde det dejligt sammen, hunden fulgte mig i tykt og tyndt.

Da jeg blev ung og flyttede hjemmefra, fortsatte jeg med at have hunde, et par af de større  racer, men først da jeg fik min doberman begyndte min interesse for at træne ‘rigtigt’ med hund.
Tidligere var hunden ‘kun’ min bedste følgesvend, men blev senere til en brugshund, en aktiv vagthund der passer på hus og hjem. Hundens evner åbnede mine øjne for de nye muligheder i træningen, jeg begyndte at interessere mig for alt det som jeg også kunne gøre sammen med min hund.

Den grå schæfer – min favorit

Nogle vælger hund efter den skal fungere som jagt kammerat. Mit valg har i 30 år været den grå schæfer, det er min foretrukne hunderace og er ud af en god brugshunde-blodlinie. Jeg startede med en Lindholt og har fulgt blodet over i Laguso, som jeg stadig har og er meget tilfreds med. Det er sindet, robustheden – fysisk og mentalt, samt den smukke farve jeg elsker ved den grå schæferhund, OG… den passer lige til mit temperament.
Min egen glæde for udelivet i en kombination med hunden der er modig, og elsker at opholde sig uden dørs både sommer og vinter, der er fart på den, den er dygtig til at passe på, samtidig er den både klog og sjov at være ven med (og hamrende charmerende:-)

Den store stygge grå schæfer hund

Hold nu op hvor har jeg ofte hørt bemærkninger som, ja vent du bare … den kan du ikke have sammen med børn… pas nu på, det er en hanhund… den vil tage magten…og så videre. Men, da vores børn var små, passede hunden på spædbarnet i barnevognen, var bedste ven og legekammerat, glad for børn og legede med dem.
Så vores schæfer har aldrig været styg, stor ja –  men venlig og glad. Den kunne sit ‘kram’ og bide, ja da, men kun hvis den blev bedt om det.

Alligevel gør jeg det – igen

Mange er bange for schæferhunden, men det det har noget med dem selv at gøre, ikke med hunden. En hver hund som ikke har haft et sundt hund-fører forhold kan være en bidende hund.
Jeg vælger schæferen igen og igen. Jeg træner med hunden så den både kan bide på kommando, holde fast og slippe igen på kommando – den finder forsvundne eller tabte ting.
Samtidig træner  jeg hunden til terapi, altså hvor den deltager i terapien som terapihund – og slet ikke skal bide, tvært imod. Og den er fænomenal til at mestre begge discipliner.

Men hvordan hænger det nu sammen?

Hunden har jo et stabilt sind fra start, så tilbydes den en stabil omgangskreds af mennesker der hjælper den. Således får den vist ægte tillid, får tillid til sine mennesker og sig selv, så den nøjagtigt ved hvad det handler om på træningsbanen, når det er alvor i virkeligheden hvor fremmede skal stoppes.

Når den er sammen med mennesker i terapien, der har brug for et kram, hundeslik på hånden, eller at den lægger sig roligt ned ved klienten fødder og sover – fordi jeg beder den om det.

Den ved også hvornår den har hundefri, hvem der hører til hvor i dens flok(altså hierakiet) hvem den må springe op af, tumle vildt med, ligge hos i sengen, og hvem den ikke må være i sengen hos.

Bevidst hundetræning

Naturligvis er det en meget bevidst måde at træne hunden på. Derfor har jeg også nogle meget skarpe regler for hvordan man er sammen med min hund, i de første 3 år af dens levetid. Det kan virke hårdt for de gæster som kommer her, at de ikke må lege med hunden, eller de ikke må går til den. Ikke mange kan forstå det. Nogle forsøger end da alligevel, selv om hunden er lukket ind i den private have eller i sit bur!
Det har den konsekvens at hunden ofte er lukket helt væk, for ikke at den skal blive forvirret over de mange mennesker, og deres forskellige måder at kommandere med hunde på. Når en hund bliver forvirret eller bange, kan den snapse ud, eller bide fra sig, den kan også reagere overreagere ved at springe op og snapse i leg – men der går jo hul, vi er bløde som smør!

Det er mit ansvar at hjælpe hunden til at udvikle sig bedst muligt og blive så sikker som mulig  i skiftet mellem de forskellige jobs, samt være sig selv sammen med sin familie.

Flere hunderacer kan det sagtens, med den rette træning.

Det kan den grå /eller sorte schæfer

det behøver ikke være en labrador, en golden retriever, eller den traditionelle schæferrace (som er blødere i sind end den grå) man bruger som familiehund, og brugshund i terapien.

Alle hunde har sit eget særpræg, som ejeren kan forbedre, eller forværre.

Er man førstegangs terapeut/hundeejer bør man helt sikkert vælge en anden hunderace, end end lige den grå schæfer!
(selv om den både er så smuk og charmerende, den grå schæfer)
Man SKAL gå til træning med hunden, uanset hvilken race man vælger. Man SKAL starte på et hvalpe hold med sin hvalp selv om man er erfaren hundefører. Man har godt af det, og det styrker båndet til hunde. Og tænk, det kan være 10 eller mere siden du sidst havde hund og træningsmetoderne kunne jo have udviklet sig siden da.

Hvis man vil inddrage en brugshund som terapihund
er grundtræning vigtig
men det stopper ikke der!

Hav det rart 😉