Skiltet

Der er det lille forsigtige “Privat” 8×12 cm skilt, med en selvvalgt hunderace afbilledet – man kan næsten ikke se det, og ingen tager det særligt alvorligt.
Men der er en grund til det er skruet fast på lågen!
Hunden fíndes på sit domæne, og man må forvente at den beskytter sit domæne. Enhver hund forsvarer sit domæne, sin familie.

Nogle mennesker  forventer at:
-man SKAL kunne GÅ til en hver hund
-man SKAL kunne klappe en hver hund
-automatisk SKAL hunden lade sig nedstirre
-automatisk SKAL hunden tage godt i mod enhver
-det er er naturligt at alle hunde SKAL kunne lide mig
– jeg har ret til at være her
– hunden har pligt til at finde sig i hvad som helst
– jeg er menneske, bestemmer og kan tillade mig alt over for hunden.

Hmnnn – sådan er det ikke her hos os.
Hunden har enorm selvstændighed, og beskyttertrang.
Træder du over dens grænser så forsvarer den sig med det den har, sit gebis.

Så derfor vi forstørrer vi endnu engang, og laver vores eget hundeskilt til 20×20 cm

med nærbillede og tekst:

“Her vogter jeg”

til nærbillede med begge hunde og tekst:

Her vogter vi
INDGANG FRARÅDES

Så har vi sørget for et ekstra skilt på løbegårdens bur:

Jeg bor her – kom ikke tæt på mig så bliver jeg vred.

Alligevel vælger nogle at gå helt tæt på og nedstirre hunden imens de smiler og siger hej.
og alligevel vælger nogle at stikke næsen og fingrene helt ind imellem tremmerne på buret til den søde hund!!!

Vi bliver ved, med at sige:

“Gå ikke til hunden”
“Lad hunden være”
“Du må ikke komme i nærheden af hunden”
“Hunden skal have fred, den må ikke forstyrres”

Alligevel uanset om vovse, er en stor hvalp eller en voksen hund, så rækker nogle mennesker stadig deres hænder, krop og ansigt helt hen til hunden!
Jeg VED godt han er smuk og lækker… nyd dog synet på afstand,
eller anskaf dig en plys-kramme-bamse.
—-

Nu har vovse fået endnu et dørskilt med lang forklaring, pyyh. Mon det virker.

Om hunden er farlig, sindssyg utilregnelig?
Næh, den er sig selv, glad, flokdyr  og et lysende eksempel på at den sætter de grænser som er nødvendige for at have privatliv, være i fred og ro – ikke lade nogen komme ind uden at have fået tilladelse.

Privat er stadig privat.
Som mit eget privatliv er privat
og jeg lader kun dem ind som jeg har givet lov, eller selv inviterer.

Jeg bider ikke – det ligger ikke til min race, mennesket. I stedet for bruger jeg min taleevne. Men tilsyneladende er det ikke altid nok, når modtageren ikke kan forstå at hunden skal have fred.
Det kan måske være svært at forstå hunden hører til mig, og fordi den hengivent slikker mig på hænder og i ansigt er det fordi vi er tæt forbundet, og vores forhold er vores forhold.

Men…

Man går vel heller ikke og kysser på andre folks børn, eller kærester?
Man klapper dem vel heller ikke kærligt i numsen, eller nusser dem på kinden, vel?

Vi finder os jo heller ikke i, at en fremmed kommer tæt, nusser os i nakken, på ryggen, bryst, maven eller stikker en ækel aflagt mad op foran næsen på os – vel?

Vores hund er brugshund, på den ene side er den vores allermest trofaste ven i familien, det er meningen den vogter og passer på, og det gør den 100%  på sit arbejde som vagthund, andre gange er den på arbejde som terapihund, og er tålmodigheden selv, udfører sit arbejde 100%  den kender selv forskel på familie, fri og arbejde.
Men mange mennesker gør ikke, og tror fejlagtigt at den ALTID er på arbejde som terapihund.

 

Hav det rart 😉

Vovses skilt: