Det er bar’ overflade

Kender du det, støvet samler sig på overfladen, der optræder en lille ring på spisebordet fra vandglasset, der er en lille plet og så videre, alt sammen noget vi med et snuptag kan tørre af. Sådan –  alt er fint og godt igen. Det skal se godt ud.

Men ser du nærmere på den lille plet, er det som om det stikker dybere, måske det var resterne fra en fedtplet. Rande fra glasset har gjort noget ved træets struktur, og en del af støvet du forsøgte at fjerne, lægger sig samme sted igen, efter kort at have været hvirvlet op i luften.

Det er er smart i en fart, vi kan lige gøre sådan og sådan så er er alt godt. Det ser fint ud, men hvordan er der bagved?

For noget tid siden havde jeg besøg af en der ‘smart i en fart’ skulle videre, men lige havde brug for at par gode råd i den forbindelse. Bare for at pudse overfladen. Den grundlæggende viden om hvordan, det kunne han til fingerspidserne så det var ikke nødvendigt at gøre mere end bare lige…sagde han. Jeg foreslog en anden, og for kunden en mere hensigtsmæssig vej, som ville have en bedre og vedvarende effekt, men det blev blankt afvist. Så vi gik direkte til sagen. Kunden betaler.

Sammen tørrede vi støv af, kiggede på ringe og fjernede pletter. Men skjoldene, de sad der stadig til stor irritation for blikket.
Når nu jeg bruger denne billedlige fortælleform er det fordi jeg den dag havde en træmand på besøg, og måtte træde ind i hans dagligdag med et sprog han kunne forstå.

Dette lille hverdags indspark, med den overførte betydning, er det som rigtig mange går rundt i. Prøver måske med en rystepudser at slibe overfladen. Men træets sort, grundstruktur, basisfunktion samt den altafgørende basis behandling, og gennemgående vedligehold, gør jo den store forskel.

Så tilbage til træmanden, som efter en personlig process, så sig selv som en stivnakket og et stædigt asen og måtte give sin hustru ret, som han sagde. Frustrationen ville næsten ingen ende tage, før end jeg fulgte ham ind i hårdknuden, og forståelsen for træ blev overført direkte til ham selv som levende menneske.

Genvejen virkede nemlig ikke. Overfladen blev nok pæn en uges tid eller to. Men tilbage til det dybere personlige arbejde, gik han ind i materien og startede med at kende til træet – med en større forståelse og gik så videre derfra.

Ja, sagde manden, det blev jo som du faktisk sagde allerførste gang vi mødtes, langsommeligt og noget dyrere, fordi jeg ikke ville lytte, jeg gik med en overbevisning om at mine allerede indlærte værktøjer kunne klare det her.

Ind imellem må man gå den lange vej, slå panden imod flere gange. Før end man er klar.

Det er sådan, når man blankt afviser det som kunne være den bedste vej, uden at undersøge sagen nærmere, så risikerer man dels at gå glip af kvaliteten, dels at fortsætte med at pudse og blanke overfladen (fint ser det jo ud, men skrøbeligt og usikker holder kun indtil til facaden krakelerer) – og ikke mindst fortsat gå med den bestemte overbevisning at jeg behøver det jo ikke

Hvad så når du står der med alle dine værktøjer, og det stadig kun er dig selv, som er overbevidst om de fungerer,
imens du opdager  den lille dreng som peger på dig og siger …”jamen se manden, han har jo ikke noget tøj på”…

 

“Jeg vil ønske jeg havde lyttet og kunnet høre det for længe siden, det ville have gavnet mine ansatte” sagde træmanden.

 

Hav det rart 😉